Af Kenneth Prehn, redaktør

 

En stor succes i et lille teater er bedre end en lille succes i et stort teater og langt bedre end en lille succes i et lille teater. Citat: Eugéne Ionesco.

 

NørregadeTeatret i Maribo er et lille teater med stor succes. Et kulturelt fyrtårn midt på det flade Lolland, som nærmest ud af ingenting har vokset sig stort takket være en enestående folkelig opbakning og en meget stor appetit på teater.

 

Teaterhistorien i Maribo begynder ikke med mursten og fine kulturhuse, den begynder med mennesker. En broget flok med lyst til sang, musik, dans, drama og skrå brædder. Kald dem bare glade amatører, for det var, hvad de var for 15 år siden, da børn og unge fra Maribo Ungdomsskoles dramahold og Maribo Amatørscene begyndte at finde sammen.

 

Den gang blev der spillet musicals og folkekomedier på byens mere ydmyge scener – Blæsenborgskolens sportshal eller ungdomsskolens Gule Hal. Amatørscenen blomstrede med

”Frøken Nitouche” og ”Sommer i Tyrol”, mens ungdomsskolen blandt meget andet spillede Sebastians musical ”Skatteøen”.

 

Brydningsåret blev 1991, hvor de teatertossede forelskede sig i et hus i en af klosterbyens historiske  gader. Lollands-Postens Bogtrykkeri var flyttet fra Nørregade 10 til større og bedre lokaler. Nu skulle der spilles teater i det gamle bogtrykkeri, og det blev der.

 

Søndag 24. marts 1991 havde Maribo Ungdomsskole premiere på musicalen ”Oliver”, Charles Dickens berømte fortælling om tiggerdrengen Oliver Twist. 1. august samme år var der premiere på sommerkabaretten ”Med modvinden i ryggen – og en kabaret i trykken”. I oktober var der premiere på Ira Levins komediethriller ”Dødsfælden” og ind under jul blev der spillet ”Karius & Baktus” med så stor selvsikkerhed og selvfølgelighed, at der også var forestilling selve juleaftensdag 24. december klokken 11.

 

1991 regnes for NørregadeTeatrets fødselsår, selv om teatrets drivkræfter i første omgang forsøgte sig med andre navne: Det  lange, forklarende ”Det gamle Lollands-Postens Bogtrykkeri” og det korte, vittige ”DDT, Dansk Discount Teater”.

 

Men i avisoverskrifter og folkemunde var teatret allerede døbt NørregadeTeatret. Da Charles Dickens ”Et juleeventyr” får premiere i december 1992, bruger teaterfolkene for første gang navnet  ”NørregadeTeatret”, og siden har det været en institution, et kulturhus, et teater, som alle på Lolland-Falster efterhånden kender.

 

I 1993 blev selv politikerne i Maribo Byråd overbevist om, at NørregadeTeatret ikke bare var en døgnflue, men drivhus for et frodigt og blomstrende teatermiljø. Kommunen købte Nørregade 10 og stillede huset til rådighed for teatret og ungdomsskolens dramahold.

 

Den politiske medvind kunne omgående aflæses i ambitionsniveauet. I efteråret 1993 lavede teatret en abonnementsordning, der ikke lod Arte i København meget efter. Året efter blev offentligheden præsenteret for en to årig repertoireplan – hverken mere eller mindre.

 

Teaterpublikummet på Midtlolland fik de følgende år masser af teater, komedien ”Noget i Klemme”, det alvorlige drama ”Skyldig – ikke skyldig” og intet mindre en skandinavisk amatørpremiere på gyseren ”Kvinden i Sort” efter Susan Hills roman. Siden fulgte ”Ægtemand på deltid”, ”Kærestebreve”, Shakespeares ”Stor ståhej for ingenting”, en nytårskabaret og i 1995 sågar en sommerrevy, der for første gang bragte NørregadeTeatrets navn ud i hele landet.

 

Budbringeren er BT’s teateranmelder Birgitte Grue, der giver revyen fire ud af seks stjerner og noterer følgende: ”I slutnummeret beklager de, at der ikke har været penge til kostumer og strudsefjer. Men det gør ikke spor, for iført overall og Mao-sutter går de til revyen med frisk energi – og går i publikum med træsko på.”

 

På det tidspunkt havde Lolland-Falsters Folketidendes kulturredaktør K.E. Watz for længst spottet Nørregades talent for godt teater. I anmeldelsen af ”Ægtemand på deltid” skriver han blandt andet: ”Claus Ryskjær og Ulf Pilgaard spillede de to hovedroller i den engelske farceskrædder Ray Cooneys ustyrlige farce ”Ægtemand på Deltid” på Privat teatret i København sidste efterår, og de gør det igen på en turné til foråret. Men det har ikke afskrækket de ukuelige amatører på NørregadeTeatret i Maribo. De knalder uforfærdet den vanvittige komedie på scenen, og forestillingen lykkes så fint, at man må konstatere, at afstanden mellem den professionelle og den amatøragtige indsats ikke altid er så stor, som man umiddelbart skulle tro”.

 

Flere hundrede mennesker fra hele Lolland-Falster har været med til at give teatret liv og fylde, men en person er mere end nogen anden knyttet til NørregadeTeatrets tilblivelse, udvikling og succes. Navnet er Frank Rubæk, professionel skuespiller, født og opvokset i Maribo.

 

Hans flirten med teater begyndte med skolekomedier og ungdomsskolens dramahold, hvor han blandt andet henrykkede sine kammerater med at efterligne den engelske komiker Peter Sellers berømte figur Inspector Clouseau fra ”Den lyserøde Panter”. Siden kom Frank Rubæk selv til at undervise i drama på ungdomsskolen, hvor han havde ansvaret for en stribe børne- og ungdomsmusicals.

 

Frank Rubæk var også med i Maribo Amatørscene og har derfor helt fra begyndelsen spillet en central rolle i NørregadeTeatrets tilblivelse. I 1994 blev han efter flere forsøg endelig optaget på Statens Teaterskole. Det blev en slags lakmusprøve på teatermiljøets styrke i Maribo, men satte i virkeligheden ekstra skub i sagerne. For første gang skulle der i laves teater uden Nørregades primusmotor på scenen eller i instruktørstolen. Men det viste sig hurtigt, at der var rigeligt talent at gøre godt med. Nye folk stod bogstaveligt klar i kulissen til at føre teatret videre, og når Frank havde fri fra teaterskolen, kom han hjem og pustede til det i forvejen høje ambitionsniveau.

 

I 1998 tog teatret det første skridt i retning af en professionalisering og satte J. L. Heibergs berømte festspil og nationalklenodie ”Elverhøj” på plakaten. Ikke i Nørregade 10, men i Hylddalen, Maribos gamle friluftsscene i Bangs Have-skoven, hvor Poul Reumert i sin tid optrådte, når Det Kongelige Teater var på sommerturné i provinsen.

 

Elverhøj var en stor mundfuld, som stillede helt nye krav til lyd, lys, kostumer, scene, musik og ikke mindst økonomi. Hvis man ser bort fra de enkelte professionelle musikere, som fra tid til anden har haft en finger med i spillet, måtte teatret for første gang hente professionelle kræfter udefra. Den dengang 24-årige skuespiller Karina Nus blev hentet fra Ålborg Teater til rollen som Elisabeth Munk. De fantastiske kostumer blev lavet af dansk teaters dygtige designer, Lars Andersen, og Storstrøms Amts Symfoniorkester sørgede for, at Kuhlaus dejlige musik fik vinger i skoven.

 

Forestillingen blev en kæmpesucces. For første gang var NørregadeTeatret blevet en sag for hele landsdelen. 250 mennesker deltog bagved og foran scenen. Over 5.000 mennesker så forestillingen.

Byens guldsmed Jørgen Kelø lavede et særligt Elverhøj-smykke og bagermester Schrøder en Elverhøj-kage.

 

Elverhøj fik blandt andet Henrik Simonsen fra Sprøjtehusteatret i Nykøbing F. til at skrive:

”At man kan få så mange mennesker til at stå på en scene i en sådan forestilling – det er stort, at man samtidigt kan få lige så mange til at stå bagved scenen og udstråle glæde derved – det er næsten endnu større. Jeg tæller i flæng, 21 service- og personaleplejere, 22 sydamer, 9 dekorationsbyggere, 9 sminke og frisører, 12 teknikere og 39 sponsorer, lige fra store fonde, amt og kommune, store og små virksomheder til enkeltpersoner. Ja, sådan kan man blive ved. Gad vide om hele Maribo har været indblandet! Det var stort og det var flot. Tak for en god aften”.

 

Trods succesen lykkedes det kun med nød og næppe at skabe et overskud på 5.000 kroner.

Nørregadefolket havde for alvor bevist, at de kunne lave stort teater, men endnu manglede de at vise, at de også kunne tjene penge.

 

Det blev et tema i 1999, da NørregadeTeatret forsøgte at gentage succesen i Hylddalen med Stephen Sondheims komiske musical ”Der skete noget sjovt på vej til Forum”. Nørregade havde satset hele butikken med flot scenografi af scenografen Günther Rossen, flotte kostumer og et professionelt orkester under ledelse af Tivolis Promenadeorkesters dirigent Bjørn Hyrup.

 

Men der var noget ildevarslende profetisk over velkomsten i forestillingens fine program. Her skrev Frank Rubæk: ”I musicalen hedder det ”Alvor først i morgen – komedie nu og her”, og lad os holde fast i det. Glem sorger og bekymringer i aften og gå med på komedien, brug lattermusklerne og få én på opleveren”.

 

Dagen efter premieren var der ikke meget at grine af. Trods meget fine anmeldelser og en gennemført flot forestilling, svigtede publikum. Krisen var så alvorlig, at teatret reelt var konkurs.

Krisemøder med amt og kommune kom hastigt i stand. Maribo Kommune gav 100.000 kroner i akut nødhjælp, private kom med pengegaver, og NørregadeTeatret selv stablede en støttekoncert på benene i Maribohallerne, hvor Lene Siel og Kurt Ravn stillede op for at hjælpe.

 

Støttekoncerten blev en succes. 1.100 mennesker fik en god aften med musicalsange og underholdning leveret af de professionelle kræfter og teatrets egne folk i skøn forening.

 

Efter den ubehagelige dukkert spilles der igen teater på den lille scene i Nørregade 10. Publikum får blandt andet Shakespeares ”Trold kan tæmmes”, Peter Shaffers ”Amadeus” og Samuel Becketts ”Mens vi venter på Godot”. Det bliver alle solide succeser, der giver teatret nyt mod.

 

I februar 2001 fejrer teatret 10 års jubilæum med en stor jubilæumsforestilling i Maribohallerne. På plakaten er foruden teatrets egne folk også operasangeren Susanne Elmark, skuespilleren Jesper Klein, jazz- og gospelsangerinden Etta Cameron og Tivolis Pantomimeteater.

 

Forude venter en ny stor forestilling i Hylddalen med over hundrede medvirkende. Nu gælder det Gustav Wieds ”Livsens Ondskab” i Adam og James Prices musicaludgave. Bjørn Hyrup og musikere fra Tivolis Promenadeorkester er atter på plads, og professionelle skuespillere som Grethe Mogensen og Folmer Rubæk skal sørge for, at både Mor Karen og Knagsted får kraft og saft. Foruden naturligvis teatrets egen Frank Rubæk, der både instruerer og spiller Thummelumsen.

 

Denne gang er det vejrguderne, der er ude efter NørregadeTeatret. Op til premieren er Gammelkjøbing og scenografen Günther Rossens flotte kulisse bogstaveligt talt ved at blive skyllet væk af sommerens monsunregn. Men i sidste øjeblik er det som om, Vor Herre holder en hånd over NørregadeTeatret. Premieren gennemføres i tørvejr, anmeldelserne er fine og publikum strømmer til fra hele landsdelen.

 

Forestillingen giver nyt overskud og mod på endnu mere. Efter mere end 10 år i Nørregade begynder skoen at trykke. Det gamle trykkeri med 80 stole og meget lille scene er blevet for småt. Få skridt fra Nørregade har teaterfolket fået øje på Maribo Kommunes gamle elværksbygning. Det er valgår og politikerne er i gavehumør. Elværket kan blive til Kulturværket med NørregadeTeatret som hovedbruger.

 

Men der er langt fra idé til handling, og ingen penge er der nok af. Indtil videre må teatret blive i Nørregade. I december 2001 får Nørregade succes med juleforestillingen ”Og det skete i de dage…” og i foråret 2002 går Woody Allens ”My & Bogart” også rent hjem.

 

Selv om elværket endnu ikke er blevet kulturværk, er NørregadeTeatret opsat på at afprøve de nye muligheder. I august 2002 bliver der for første gang spillet teater i Det gamle Elværk.

Musicalen Cabaret bliver en kæmpesucces. De professionelle skuespillere Lissi Lykke og Michael Lindvad spiller Fräulein Schneider og grønthandler Schultz, mens Frank Rubæk er konferencieren i natklubben Kit Kat.

 

Trods mangel på toiletter og tidssvarende publikums- og scenefaciliteter, består både huset og Nørregade den første store prøve. Men der er flere prøvelser under opsejling. Omkring juletid 2002 bliver teatrets daværende kasserer afsløret i underslæb. 115.000 kroner er havnet i en forkert lomme. Så har teatret prøvet det med. Teatrets bestyrelse tager affære og pengene bliver betalt tilbage.

 

Det sker samtidigt med, at Nørregade 1. marts 2003 spiller den forrygende farce ”Koks i Kulissen” i elværket. I forbindelse med premieren vælter det ind med penge. Lollandfonden og Danske Bank giver teatret årets kulturpris og Tuborgfondet møder op med en check på over 150.000 kroner til indkøb af nye stolerækker til teatret.

 

Lykken synes atter at være vendt til Nørregades fordel. Sommerens store forestilling ”My Fair Lady” bliver teatrets største succes i Hylddalen nogensinde. 5.800 mennesker kommer fra hele Lolland-Falster til Hylddalen. Kirsten Price, Nis Bank-Mikkelsen og Frank Rubæk henrykker i rollerne som Eliza, hendes far Alfred Doolittle og professor Higgins.

 

I efteråret 2003 spilles den danske klassiker ”Svend, Knud og Valdemar” og i foråret 2004 tager Nørregade revanche for nederlaget i 1999 med Stephen Sondheims ”Der skete noget sjovt på vej til Forum”. Med dødsforagt forsøges med mere Sondheim og hans vanskelige ”Sweeney Todd”.

Denne gang går det godt. Med Kirsten Price som Mrs. Lowett, Nis Bank-Mikkelsen som dommer Turpin, Jens Christian Wandt som den storsnudede barber Pirelli og Frank Rubæk i titelrollen bliver Sweeney Todd en publikumstræffer.

 

På teatrets lange vej fra det rene amatørskuespil til semiprofessionelt egnsteater har Nørregade også fungeret som en talentfabrik, der løbende har fostret nye talenter og professionelle teaterfolk.

Det gælder selvsagt teatrets kunstneriske leder, instruktør og skuespiller Frank Rubæk. Men også teaterinstruktøren og oversætteren Jens Boutrup, som fik Maribo Kommunes Kulturlegat 1999 og rejste til New York for at uddanne sig. Efter fem år i USA og Canada er han netop vendt hjem for at blive leder af et nyt teater i Odense. Jens Boutrup har fortsat sin gang i Nørregade og satte i august 2004 Holbergs klassiker ”Jeppe på Bjerget” op i det gamle elværk.

 

Teaterproduceren Søren Normann Hansen fik i 2001 kommunens fine kulturlegat til et studieophold i New York og har uddannet sig i teaterproduktion på Statens Teaterskole. Han er også fortsat tilknyttet teatret.

 

Rasmus Clausen, der har været med siden de glade ungdomsskoledage i 1991, er i dag scenemester på Det kongelige Teater, og optræder lejlighedsvis på og bag scenen i Maribo.

 

Dertil kan man føje et utal af navne og talenter, som de sidste 15 år har gået og stået på Nørregades skrå brædder. Ingen nævnt, ingen glemt. Det væsentlige er, at de findes og at de sammen de professionelle kræfter udgør et enestående teatermiljø ikke bare i Maribo, ikke bare på Lolland, men i hele Danmark. Et teatermiljø der er vokset ud af ingenting, teaterglæde og knofedt – og som er dybt forankret i lokalsamfundet. Et teatermiljø som på 15 år har sat næsten 100 forestillinger op og som i dag omfatter børneteater, dukketeater, ungdomsskolemusicals og voksenteater. Maribo har noget, som ingen andre har: NørregadeTeatret.